Vin til lam

Vin til lam

Lam har ikke altid været en af danskernes foretrukne kødretter. Det begyndte for alvor i 1970’erne, hvor man begyndte at importere lammekød fra New Zealand. Senere kom også danske opdrættere med. Tidspunktet er i øvrigt nogenlunde sammenfaldende med perioden, hvor vi for alvor begyndte at drikke vin i Danmark.

 

Hvilken vin skal man vælge til lam? Selve lammekødet er i mange tilfælde nogenlunde neutralt – nogen siger godt nok det smager af uld? – så det er mere krydringen af kødet og tilbehøret, der skal tages hensyn til. For de fleste krydrer lammekød med især hvidløg og rosmarin eller andre sydlandske krydderier. Og når kødet bliver krydret skal vinen også være det.

 

En drue, der i sig selv er temmelig krydret er Syrah eller Shiraz. I det nordlige Rhône får den lov at stå alene og det giver nogle krydrede, pebrede og lidt animalske vine, der passer perfekt til lam, især hvis tilbehøret er nogenlunde neutralt. Bruger man meget heftige krydderier eller måske barbecue på grillen, så er en australsk shiraz at foretrække i stedet.

 

Også vinene fra det sydlige Rhône, f.eks. Côtes-du-Rhône og Chateauneuf-du-Pape, passer fortrinligt til lam. Jo flere Provence-krydderier, man anvender, desto bedre harmonerer vinene fra det sydlige Rhône.

 

Spaniens nationaldrue, Tempranillo, er nærmest perfekt til lam. Måden man fremstiller vinene på i Ribera del Duero og Rioja gør disse to vintyper til oplagte ledsagere til lammet, f.eks. Pingus fra danske Peter Sisseck. Vinene er som regel krydrede og har fået tilpas med fadlagring, der kan hamle op med det meste tilbehør. I Rioja i Nordspanien er lam da også hovedspisen.

 

Indtil nu har vi mest beskrevet den mere traditionelle europæiske måde at tilberede lam på. Men også i Indien og resten af Asien har de traditioner med lammekød. Og her får den som regel en ordentlig tur med krydderidåsen og meget ofte karry. Det stiller nogle andre krav til vinen og masser af karry vil fuldstændig smadrer de rødvine, som er omtalt ovenfor – du vil simpelthen ikke kunne smage vinen.

 

I stedet må man gå hvidvinsvejen og her er Gewürztraminer et godt bud. Den er næsten altid lidt sødlig og har en meget aromatisk og krydret smag, der går godt i spænd med lam og karry. Alternativt kan en anden cremet hvidvin komme på tale – evt. en Chenin Blanc eller en fadlagret chardonnay.

 

Vil du absolut have rødvin til lam og karry – så tag en flaske, der ikke er for dyr!