Vin til laks

Vin til laks

Det er forholdsvis enkelt at sætte vin til laks. Laksen er en af de kraftigste og fedeste fisk og derfor gælder det, at vinen i sig selv gerne må være fyldig – have god krop – og så samtidigt en tilpas syre til at hamle om med det fede i fisken.

Generelt set er det især to druetyper, der matcher dette helt fint, nemlig Riesling og Chardonnay og det er altså hvidvin, vi skal have fat i. Riesling kommer i mange varianter men en god fyldig Riesling fra Alsace eller Tyskland vil kunne klare laksen, ligesom en god hvidvin fra Bourgogne er perfekt.

 

Går vi lidt mere specifikt til værks afhænger valget af vin en del af, hvordan laksen bliver tilberedt. Lad os starte med stegt laks – enten på panden eller på grillen. Det gør laksen lidt ristet og derfor må vinen også gerne have et ristet præg. Det får den, når den har lagret på fad. Da man ikke fadlagrer Riesling efterlader det os med en fadlagret Chardonnay, f.eks. Bourgogne eller en oversøisk Chardonnay, hvis den stadig har god syre. Man kan også prøve en hvid Bordeaux – men der skal være god syre. Endelig kan man forsøge sig med en ung rødvin, f.eks. Beaujolais – det er vigtigt, at rødvinen ikke har for megen tannin.

 

Rå laks som man finder det i Sushi eller laksetatar behøver ikke nødvendigvis den samme fyldige Chardonnay, men i stedet går nogle lidt lettere typer an. Det kan være Riesling eller Sauvignon Blanc og så er Champagne også en god mulighed her. Husk at hvis du har meget citron i retten, skal vinen have god syre.

 

Røget laks er ofte valget som forret i Danmark. Man kan sige, at røgen er trinet videre end den stegte laks, men samtidigt er fisken saltet og det giver nogle udfordringer for vinen. En god oversøisk, fadlagret Chardonnay er stadigt et oplagt valg, men ellers kan man gå til Spanien og vælge en helt anden vintype, nemlig en kold fino sherry. Den er tør og har i sig selv både salt og røg – et perfekt valg. Samtidigt renser alkoholen (15 %) munden for den fede og røgede fisk.

 

Endelig er der gravad laks med dressing, der giver sødme til fisken. Her kan man passende servere en lidt sødere udgave af Riesling, f.eks. en Spätlese fra Tyskland eller en let sødlig og fyldig fra Alsace. Fino sherry er også perfekt.