Sushi og vin

sushi-og-vin

Sushi og vin

Sushi er blevet meget populært i Danmark. Vi spiser mere sushi end nogensinde før, hvad enten det er på restaurant, fra take-away eller vi laver det selv derhjemme på køkkenbordet. Men hvilken vin skal vi drikke til sushi? Hvad passer bedst til denne blanding af rå fisk, ris, soya og stærk wasabi?

 

Sushi er jo let og sund mad og derfor skal vi have fat i en let vin også. Da fisken er rå og derfor ikke får smag fra stegning eller lignende, skal vi også have fat i en frisk vin. Det peger således i første retning imod en hvidvin, der for de flestes vedkommende netop er lette og friske.

 

Men både ris og rå fisk er forholdsvis fine og sarte i smagen, så det må vinen også godt være. Derfor bør man gå uden om fadlagrede hvidvine, som f.eks. Chardonnay, Bourgogne og Bordeaux.

 

Af de mere kendte hvidvinsdruer har vi så Sauvignon Blanc, Riesling og ikke mindst den italienskeProsecco tilbage, når det skal være friskt og let.

 

Men en stor del af smagen i sushi kommer fra soya-blandingen, hvor der opløses den stærke wasabi. Når mad bliver stærkt har det godt af lidt sødme til at dulme og modstå den kradse smag. Det behøver i sushi ikke at være nogen voldsom sødme – det afhænger også af, hvor meget wasabi, man selv bruger.

 

Men fordelen ved riesling er, at den i mange tilfælde – selv i de tørre udgaver – har en lille smule naturlig sødme, der komplementerer sushi rigtigt godt og gør den til den perfekte sushi-vin.

 

Er du til den mere stringente stil så er Alsace riesling det rigtige valg, selv om mange af Grand Cru’erne fra Alsace som regel har mere rundhed og måske lidt restsødme, som gør vinen flottere. I Tyskland kan du finde både tørre riesling-vine og så den mere søde slags. En god Kabinett eller Spätlese vil næsten altid have lidt sødme og er perfekt til sushi.

 

Går vi oversøisk laver mange amerikanere riesling i en såkaldt ”off-dry” stil, som indeholder en smule restsødme og passer rigtigt godt, hvis man er til den mere storladne stil og måske elsker masser af stærk wasabi i maden.

 

Det samme gør sig gældende for den australske og new zealandske riesling, som i sig selv er en mere rund og fyldig riesling end de tilsvarende europæiske.

 

Men som altid er disse råd kun vejledende – det sjoveste er selv at eksperimentere og finde den vin man bedst selv kan lide. Men nu har du i hvert fald nogle steder at starte.